Moesgaard Vikingedage

- en oplevelse i vikingetiden

Oplevelsen

Til Moesgaard Vikingedage vil I blive suget helt ind i historien, og kommer til at opleve vikingetiden på ny; intimt, og tæt på. I får muligheden for at udforske vikingetidens autentiske liv, håndværk, handel, mad, lege, sagn og musik på egen krop. I skal lytte, smage, dufte, prøve og føle jer igennem en vikingelejr fyldt med oplevelser og indtryk. Der bliver enestående mulighed for at deltage i flere forskellige aktiviteter og lære en masse, såsom at slå ild, bage brød, danse, lege vikingelege, høre sagn og sagaer, se og prøve vikingetidens værktøj og opleve vikingernes heste helt tæt på, alt imens vikingerne selv fortæller, viser frem og demonstrerer. Vi skal slagte og bruge jeres hjælp til at flå og plukke, smeden arbejder ved sin esse og viser sit håndværk frem, der laves læderarbejde, plantefarvning, keramik og glasperler, og I kan følge et vikingemåltid fra råvarer til færdig ret - som I naturligvis får mulighed for at smage. Vi lover at I får
bålrøg i næsen, skidt under neglene, græspletter på knæene, sang og sagn i ørene, smagen af vikingetiden i munden, en blød mule at ae, ømme muskler og alle jeres sanser vil være fyldt op; I får vikingetiden helt ind under huden.