VM i viking

Moesgaards Vikingetræf adskiller sig fra andre vikingemarkeder, ikke kun i kraft af sin størrelse og smukke beliggenhed i skoven ved Moesgård Strand, men også på grund af det store antal krigere, som samles på træffet.

Kampen om Moesgård Strand 

I løbet af ugen op til weekendens store slag, træner mere end 500 krigere fra hele verden dagligt i Moesgård skov. Under ugens træning finder de forskellige kampgrupper frem til hinandens styrker og svagheder, og fredag fordeles grupperne i to hære. Krigerne forsøger at gøre disse to hære så lige som muligt i styrke og antal, for at få så lige og sjov en kamp som muligt. Weekendens store slag er ikke aftalt på forhånd - der er ikke tale om et show, men en konkurrence som tages alvorligt. Den hær som vinder fleste kampe i løbet af weekenden, kan gå hjem som vindere af Moesgaard Vikingetræf 2017. 

Det uofficielle VM i vikingekamp
Hvert af de fire slag i weekenden er efterfulgt af "Cirklen". Cirklen er en dyst i den individuelle kamp, hvor alle kæmper mod alle, indtil der kun står én kriger sejrrig tilbage. At vinde en cirkel på Vikingetræffet betragtes som en stor bedrift i krigernes verden, og det er noget som mange stræber efter i mange år. 

Kampreglerne

Der kæmpes med kopier af vikingetidens spyd, sværd, økser og knive. Disse våben er af metal, men uden skarpslebne ægge. Der kæmpes efter et system, hvor man dræbes af slag med sværd, økser og knive på torso og lår, samt af stik med spyd på torso, men ”overlever” sår på arme og underben. Hovedet er udenfor målzone og rammer en kriger en anden i hovedet, så er man selv "død". Krigerne er meget ærlige, og det er utænkeligt, at man ikke ville overholde reglen om det dræbende stød, så kampene afgøres uden dommere.

Både lørdag og søndag starter vikingekampene kl 12:00 og kl. 15:00 efter rytternes opvisning.