Hesteshow

Siden begyndelsen i 1977 har der været heste med på Moesgaard Vikingetræf. Disse heste tilhører alle den samme race - nemlig den islandske hest.

En særlig plads på Vikingetræffet
Hestene har en særlig plads på Vikingetræffet ved Moesgård Strand, da de har været en vigtig del af træffet fra dets start for 40 år siden i 1977. I år forventes der at komme mere end 30 heste med et følge på omkring 200 vikinger. 

Islandske heste

Den islandske hest nedstammer fra de ponyer som skandinaviske og skotske vikinger flyttede med sig til Island, da de koloniserede øen i slutningen af 800 tallet. Siden har import af heste til Island været nærmest ikkeeksisterende, og de sidste mange årtier har der været et ufravigeligt forbud mod at importere heste til Island. Har en hest først forladt øen, kan den aldrig vende tilbage.

Tølt og pas

Den islandske hest er en såkaldt "gangartshest". Det betyder, at den ud over over skridt, trav og galop, er udstyret med to ekstra gangarter: tølt og pas. Især tølt er en meget behagelig gangart for rytteren, da hesten rullende sætter et ben i jorden ad gangen og derfor ikke har noget stødende svævemoment. Evnen til at bevæge sig sikkert i al terræn selv med tung oppakning, samt at kunne overleve på meget lidt foder i et barskt klima, var noget vikingerne satte pris på. Hestenes betydning bekræftes i ryttergrave fra vikingetiden, hvor arkæologer løbende finder meget smukt dekoreret seletøj.

Mange af de ovennævnte træk er overleveret og forfinede i den moderne islandske hest, der også har arvet hårdførheden og styrken fra de første ponyer, som sammen med vikingerne rejste ad søvejen til Island. 

Der er hesteopvisning før de store slag lørdag og søndag. Fredag laver rytteriet en helt særlig opvisning hvor alle, både mennesker og heste viser hvad de kan. Billetter til fredagens særarrangement skal købes i forsalg via webshoppen.